Hos Ideal Development er vi altid spændte, når Apple lancerer nye produkter. Vi har taget en snak med to af vores udviklere omkring vores forventninger samt vores tanker om gårsdagens præsentation.

Hvad blev præsenteret?

De fremviste efter egne ord deres mest avanceret iPhone nogensinde, hvilket også var forventeligt – hvorfor skulle de ellers lancere nye produkter? Iphone XS bliver produceret i farverne Space Grey, Guld og Sølv og med OLED-skærm. Størrelsesmæssigt kommer den til at være det samme som sidste års iPhone X (5.8 tommer). Prismæssigt kommer den til at starte ved 6400 ,- DKK (999$). Den anden model der blev præsenteret var iPhone XS Max, og fåes ligeledes i Space Grey, Guld og sølv. Det specielle ved denne er, at den står fuldstændig ud fra mængden – i forhold til hvad vi har set før. Den er meget større end før set, og også i sammenligning med den omtalte Samsung Galaxy Note produktserie. Den har ligeledes OLED-skærm, og har en startpris på 7000,- DKK (1099$). Begge modeller har det tilfælles, at de fåes i 64, 256 og 512 GB og kan bestilles fra 14. september med levering fra d. 21. September. Den sidste iPhone der blev fremvist var deres nye iPhone XR. Den kommer til at fåes i seks forskellige farver: sort, hvid, rød, gul, koral og blå. I modsætning til de andre, så kommer den til at have en LCD-skærm. Den minder i sammenligning om iPhone XS, men der er indgået nogle kompromisser. Rammen er lavet af aluminium, og ikke rustfri stål som de andre udgaver. Modellen kommer til at fåes i 64, 128 og 256 GB og har en startpris på 4800,- DKK (749$). Dette er altså en væsentlig mindre pris, og ligeledes mindre end en iPhone 8 Plus. Den kan bestilles d. 10. oktober med levering fra d. 26. oktober.

Tre bemærkelsesværdige features

For det første er det værd at bemærke, at der er blevet lanceret en billigere model, som faktisk er større end den oprindelige iPhone X. Det fremgik tydeligt, at Apple hele tiden skulle snakke med to tunger.. De skulle opretholde at iPhone XS var bedre, men så snart de kom til præsentationen af iPhone XR, så kunne de ikke lade være med at opsætte sammenligninger. Er folk ikke ligeglade med om skærmen er OLED eller LCD? Det er et af de spørgsmål, som vi her på kontoret har stillet os selv. Hvis forbrugerne ikke er bevidste omkring forskellene på de to skærme, så kan de med en iPhone RX få en større telefon til færre penge. Dette ser vi udelukkende som en win-win for brugerne, hvor størstedelen muligvis ikke er bevidste omkring den egentlige forskel. Forskellen på skærmen er noget, som du skal have øjet for at kunne vurdere. Det er muligvis først en feature du opdager, hvis du før har haft en iPhone X i hånden. Desuden undrer vi os over, at Apple ikke vælger at udnytte OLED funktionerne til fulde – hvorfor så have integreret det? Det er med OLED-skærm muligt at have en always-on feature på skærmen, så brugerne for eksempel altid kan bemærke tid, dato eller andre muligheder. Dette kan gøres med få pixels, og dermed med et minimalt batteriniveau. En anden ting der er værd at bemærke er muligheden for E-sim og Dual Sim. Igen fremgår det tydeligt, at Apple prøver at henvende sig til et bredt marked – et meget bredt marked. Dual Sim er en feature, som er lidt overset, fordi det ikke rigtig tiltaler os i den vestlige verden – men derimod er det noget, som henvender sig til det kinesiske marked. Funktionen muliggør, at indsætte to forskellige simkort, så iPhonen kan anvendes til to forskellige henseende. Samtidig har Apple ved deres tre nye iPhones åbnet for muligheden omkring e-sim. Teknologien er endelig skruet sådan sammen, at fysiske sim-kort ikke længere er en nødvendighed. Dette er derimod noget, som internet- og mobiludbydere prøver at fastholde, så de har et greb i deres kunder.

E-sim er en fundamental ændring. Ikke en feature som har den velkendte wow-effekt, men implikationen af sådan en feature er vanvittig stor.

I forhold til E-sim, så er det muligt for forbrugerne at skifte telefonudbyder hurtigere end nogensinde før, og brugerne vil meget oftere have incitament til at skifte. Det er en meget uset vinkel, som vil ændre en masse og komme til at medbringe en masse konsekvenser. Her hos Ideal Development bemærker vi især, at Apple prøver at ramme markedet helt bredt ved at udbyde og tilbyde begge muligheder. Dual-sim og E-sim bevæger sig i vidt forskellige retninger. Der er ingen tvivl om, at E-sim er fremtiden, men det er vigtigt for Apple at have Kina og det generelle Østen med i lanceringen af deres nye produkter. En anden grund til, at det i fremtiden vil kunne tilgodese Apple er, at de vil udnytte den indvendige plads bedst muligt. Mere plads åbner for flere og nye fremtidige muligheder. Hver en millimeter tæller efterhånden.

Endelig introducerede Apple deres nye Apple Watch Series 4. Denne præsentation var den største opgradering i hele eventet, taget i betragtning af, at de nye iPhone modeller udspringer fra en allerede eksisterende model. Det nye Apple Watch Series 4 har en bedre skærm end nogensinde før, er tyndere end det tidligere, og væsentlig mere massiv end originalen. Derudover er det et større display, og der er indbygget EKG-scanner. De har tilmed tilføjet en masse nye features – blandt andet er det muligt at tilføje ansigt-ikoner af dine kontakter på frontskærmen, og du kan komme i kontakt med dem ved et enkelt klik. Når kontakten er skabt er der tilmed 50% bedre lyd. Det er også muligt at tilføje forskellige tidszoner, så du altid er ajour, uanset hvor du befinder dig.

Apple Watch begynder at differentiere sig mere fra det standardiserede og digitale ur. Det er på vej hen mod at blive ens individuelle journal, og det syntes jeg er en aktuel og interessant udvikling.

Vi fulgte i spænding med i gårsdagens præsentation. De nye produkter er klassiske, og helt i overensstemmelse med vores forventninger – netop fordi Apple gjorde, som vi her på kontoret havde forudset. Hos Ideal Development oplever vi, at Apple på nuværende tidspunkt er en smule usikre på en aktuel retning, og dermed prøver at tilgodese flere behov. Dette kan ligeså vel hænge sammen med, at brugerne ikke er klar til visse muligheder endnu, og derfor er præsentationen underlagt de features, som brugerne forventer at høre på nuværende tidspunkt.